top of page
mahjma

Nyt liv til gamle film i Nordkraft

Opdateret: 14. mar. 2019

Et nyt samarbejde mellem Cinemateket og Biffen Nordkraft giver aalborgensiske biografgængere mulighed for at opleve nogle af filmhistoriens største værker.


Sidste år indgik Cinemateket et samarbejde med Aarhus-biografen Øst for Paradis. Nu er turen kommet til Aalborg. Foto: Malthe Hjort

Af Malthe Hjort


De fleste filmelskere har set Citizen Kane, men det er formentlig de færreste, der har oplevet Orson Welles’ legendariske hovedværk fra 1941 på det store lærred. Det får aalborgenserne i næste måned en unik mulighed for at lave om på.


Den københavnske biograf Cinemateket, der er en del af Det Danske Filminstitut, åbnede i starten af året en ny filial i Biffen Nordkraft i Aalborg. Her bydes der på et forårsprogram fyldt med gamle klassikere suppleret af særarrangementer i form af blandt andet foredrag og skuespillerbesøg.


”Hos Biffen Nordkraft er vi rigtig glade for det nye samarbejde. Det er noget, vi har håbet på i flere år, og indtil videre har besøgstallene været gode,” fortæller daglig leder Karin Fast.


Bedre med alderen

Men hvem gider egentlig at gå i biografen for at se gamle film, når hundredevis af nye film hvert år får premiere? Hvorfor betale penge for at se en film, du allerede har set?


Ifølge biografgænger Mathis Bastholm Broe er der god grund til at gøre det. I sidste måned var han i Biffen Nordkraft, hvor han fik mulighed for at se en af sine yndlingsfilm i biografen for første gang. Der var tale om filmen Blade Runner, der ifølge Mathis stadig er blandt de bedste science fiction-film nogensinde næsten 40 år efter udgivelsen.


”Det er specielt at se en episk film som Blade Runner i biografen. Det adskiller sig fra at se en premierefilm, fordi man er omringet af folk, der nok har set den 20 gange før, og man kan høre på dem, hvor flot en oplevelse det er. Nogle ting bliver bare bedre med alderen,” lyder det fra Mathis, der ligesom filmen er fra 1982.


Sing- og swear-along

I går aftes stod den på ”sing- og swear-along” i selskab med Matt Stone og Trey Parkers musical South Park: Bigger, Longer & Uncut (1999) baseret på den populære og til tider kontroversielle tegneserie af samme navn. Her fik biografgængerne ikke bare mulighed for at se kultklassikeren på det store lærred, men blev opfordret til at synge (og bande) med på de politisk ukorrekte sange, der efterhånden er blevet folkeeje.


Udover at være et led i samarbejdet mellem Cinemateket og Biffen var gårsdagens arrangement også præsenteret af podcasten Film Snak, hvis værter gav en grundig introduktion til South Park-universet, inden filmen startede.


Arrangementerne foregår hver tirsdag i løbet af foråret. Programmet tæller blandt andet Coen-brødrenes oscarvindende Fargo (1996) samt Christopher Nolans hjernevrider Memento (2000) med introduktion ved Henrik Jøker Bjerre, der er lektor i filosofi ved Aalborg Universitet.

102 visninger0 kommentarer

Comments


bottom of page