Unge med brug for hjælp kan risikere at vente i op til 8 uger på den første samtale hos Ungerådgivningen, som yder samtale- og psykologhjælp i Aalborg.
Af Alexander Lilmoës
Ungerådgivningen i Aalborg hjælper kommunens unge, når de har ondt i psyken. Et af de primære tilbud ungerådgivningen udbyder, er den såkaldte ”åbne rådgivning”, hvor unge gratis og anonymt kan ty til hjælp, når deres mentale helbred vakler.
”Det er et tilbud de unge kan bruge, når de har brug for at snakke med nogen som de ikke har relationer til, hvor de kan tale frit og få hjælp til at komme på rette spor”, siger Ingeborg Andersen, underleder i Ungerådgivningen.
Dog kan ventetiden for de unge lyde på op til otte uger, når de i hårde tider vil gøre sig brug af kommunens tilbud om psykologhjælp. Den lange ventetid før første samtale efterfølges herefter af en visitation, hvorpå det derefter skal vurderes, om et længerevarende forløb er nødvendigt.
De 8 ugers ventetid er ifølge Ingeborg Andersen konstant året rundt, og det er ikke noget nyt.
”Vi fik for et par år siden bevilliget 400.000 kroner, så vi netop kunne tilbyde gratis psykologhjælp til de unge, men 400.000 er ikke engang, hvad en psykolog skal have i løn på et år”, siger hun.
Manglende finansiering
Jacob Klivager, folketingskandidat for SF, retter kritik af ventetiden og ærgrer sig over, at de unge skal vente. Han kæmpede i sin tid for, at kommunen kunne tilbyde gratis psykologhjælp til unge.
”Jeg var personligt glad for, at vi her kunne tilbyde gratis psykologhjælp, vi havde dog håbet på, at kunne få 1 million, hvilket ville have elimineret det meste af ventetiden, udvidet mængden af folk som kunne få hjælp og øget den generelle faglighed”, siger han.
Selvom Aalborg Kommune officielt har et tilbud om gratis psykologhjælp, er det ikke noget, de reklamerer med, da størstedelen af medarbejderne ikke er psykologer men socialrådgivere eller pædagoger.
”I akutte tilfælde bliver der taget hånd om problemerne med det samme, da der er en dagsvagt på den åbne rådgivning som altid kan træde til”, siger Ingeborg Andersen
Comments