top of page
Forfatters billedeDennis Jovcevski

I morgen strejker de unge for klimaet

Rundt omkring i landet vil skole- og gymnaiseelever i morgen strejke for at sætte fokus på klimapolitk og global opvarmning. I Aalborg har Den Grønne Studenterbevægelse Aalborg arrangeret en demonstration på Gammeltorv for at råbe politikerne op.


Den Grønne Studenterbevægelse i gang med at lave bannere © Privat foto

Af Dennis Jovcevski 14/3-2019


“Mere handling, mindre snak!” og “Make the climate great again” er bare nogle af de kampråb, der vil blive brugt i morgen på Gammeltorv. Den Grønne Studenterbevægelse Aalborg, står bag et arrangement, hvor de vælger at strejke for at sætte fokus på klimaet og deres egen fremtid.


“Vi vil hellere kæmpe for klimaet end at tage en uddannelse, som måske ikke kommer til at blive noget værd i det lange løb, hvis vi bare bliver ved med at ødelægge planeten, som vi gør nu,” fortæller Ingrid Østergaard Møller fra Den Grønne Studenterbevægelse Aalborg.


Og hun er ikke alene i sin holdning. Hendes medstuderende fra Aalborg Katedralskole, Mathilde Christiansen, understreger også, at det er deres fremtid, det handler om.


“Det er vigtigt for os at vise politikerne, at der er en stor utilfredshed, især hos os unge, over den måde der bliver ført klimapolitik. Det er jo vores fremtid, det handler om,” siger Mathilde Christiansen, som er med i Den Grønne Studenterbevægelse Aalborg.


Frustrerede over manglende handling


Det er ikke nok, at det udelukkende skal være folket, som skal ændre deres vaner og kæmpe for miljøet. Politikerne bliver nødt til at handle nu og sørge for en seriøs grøn omstilling, mener Mathilde Christiansen og Ingrid Østergaard Møller.


“Det kan ikke være rigtigt, at vi skal lære om CO2-udledning og global opvarmning i skolen og samtidig se, at politikerene og magthaverne ikke gør noget ved det,” siger Ingrid Østergaard Møller.


Både Mathilde Christiansen og Ingrid Østergaard Møller fortæller, at man som individ kan starte med at ændre på sine forbrugs- og kostvaner som for eksempel at spise mindre rødt kød, købe genbrugstøj og mindre “fast fashion” - altså billigt produceret modetøj som for eksempel H&M og ASOS. De siger dog også, at det ikke er nok, men at man også er nødt til at lave mere strukturelle ændringer i vores samfund såsom bedre kollektiv trafik og klimaafgifter.


Demonstrationen starter i morgen kl. 10 på Gammeltorv, hvor der vil være en march gennem byen, og slutter til sidst af på Gammeltorv igen.


"Mere handling, mindre snak" © Privat foto

23 visninger0 kommentarer

Opmerkingen


bottom of page