top of page
Forfatters billedeHenrika Hermann Hansen

Aalborg skal have mere kunst i byrummet

Kunstneren Lars Bonde synes, at Aalborg skal have mere kunst i det offentlige rum.


Af Henrika Hermann Hansen

Illustration: Henrika Hermann Hansen


Kunstneren og galleristen Lars Bonde synes, at man skal tænke mere kunst ind i byrummet og i nybyggerierne i Aalborg.


”Man bygger mange kedelige og grimme ejendomme med beton og mursten uden at overveje den kreative og kunstneriske inspiration omkring dem. Det synes jeg er trist,” siger Lars Bonde.


Han synes eksempelvis, at man burde have investeret mere kunstnerisk tanke ind i Kulturbroen, Eternitten og nybyggerierne til beboelse rundt omkring i Aalborg.


”Man lavede en cykel- og gangbro og kaldte den ironisk nok Kulturbroen, men den er trøstesløst trist. Det kunne virke som om, at man generelt bare vil bygge uden at tænke noget som helst kreativt ind i bygningsværkerne. Det er bare trist,” siger Lars Bonde.


Kunstneren og lederen i atalieret Street Station i Aalborg, Frida Stiil Vium, ved, at nogle kunne ønske mere kunst i byen, men hun synes, at man skal nuancere kritikken.


”Man kan altid bruge mere kunst, og ved at sammenligne byerne i Danmark, kan man nemt kritisere Aalborg, men jeg synes, at man skal fokusere på de positive ting. Vores kunstteam i Street Station skal eksempelvis dekorere en bydel i øst-Aalborg, fordi beboerne efterspurgte noget kunstnerisk,” siger Frida Stiil Vium.


Lars Bonde synes alligevel at Aalborg skal have mere kunst, og den holdning gjorde også, at han sammen med iværksætteren Mads Mulvad i 2014 grundlagde kunstprojektet WEAArt, som resulterede i den street art-vægkunst, som man kan opleve i Aalborgs byrum.


”Den manglende kunst i Aalborg motiverede os til at lave WEAArt, men jeg vil stadig savne, at man generelt tænkte, at det skal være rart at bo i byggerierne. Nu kan det være trist at se på byggerierne og ikke specielt inspirerende,” siger Lars Bonde.



12 visninger0 kommentarer

Comments


bottom of page