Aalborg Kommune er i 2018 højt placeret på listen over anmeldte voldtægter sammenlignet med andre kommuner. Hvert år efter byens karneval fylder historier om voldtægt det nordjyske mediebillede. En ny rapport fra Amnesty International kritiserer den danske lovgivning på området.
Af Sidsel Hannah Babenco
En ny rapport fra Amnesty International er netop udkommet, som kritiserer den danske lovgivning for, at gøre det svært at få gerningsmanden i en voldtægt dømt.
I Aalborg Kommune så man sidste år det højeste antal anmeldte voldtægter i Danmark efter København. I Aalborg blev der i 2018 anmeldt 47 voldtægter, hvilket svarer til 1 anmeldelse per 4544 mennesker. Det er højere end i Aarhus, hvor der sidste år blev anmeldt 42.
Dog er det ifølge KVINFO kun omkring hver femte voldtægt, som anmeldes. Det betyder, at anmeldelsestallet ikke kan regnes for, at være det faktiske voldtægter i Danmark.
Karneval i mediebilledet
Under det årlige Aalborg Karneval bliver der anmeldt en del voldtægter, som fylder i mediebilledet i tiden efter karnevallet.
Kresten Thomsen, daglig leder på Aalborg Karneval, påpeger, at selvom der har været en del anmeldelser, har ingen af sagerne de seneste to år ført til, at der er blevet rejst tiltale. Han mener ikke, at sagerne hører til karnevallets ansvarsområde.
’’Vi lytter til politiet. Det er jo ikke en karnevalsopgave, det er en politiopgave. Politiet laver rigtig mange initiativer for at sikre, at der er folk nok til stede og sikre, at der er mulighed for at gå tilbage i tiden og se, hvad der reelt er sket. Vi gør alt for at gøre de ting mulige, som politiet efterspørger. Det ligger os rigtig meget på sinde, og det er det sidste, vi har lyst til, at folk skal opleve.’’
Kresten Thomsen tilføjer, at han skelner mellem overgreb, der sker til karnevallet, og overgreb der finder sted, når de har forladt festivallen, og der er derfor grænser for, hvad de vil stå på mål for:
’’Vi har cirka 1500 mand på arbejde, som er øjne og øre, og vi har 250 vagter inde på pladsen for at sikre, at alle har nogen, de kan gå til, hvis der er brug for det.’’
Tallene er ’’ikke overraskende’’
Kathrine Jøhnk Carn, studerende i Aalborg og formand for DSG Nord, er ikke overrasket over det høje antal anmeldte voldtægter i Aalborg og på karnevallet. Hun synes udviklingen er bekymrede:
’’Jeg tænker, at politiet gør alt det, de kan for sikkerheden på karnevallet. Jeg tror mere, at det er samfundet og kulturen, der er problemet. Vi har et samfund, hvor det at sige ''nej'', slet ikke er nok. Jeg er i virkeligheden ikke særlig overrasket. Desværre.’’
Kathrine Jøhnk Carn har gæstet Karnevallet flere gange og er vendt hjem med positive men også negative oplevelser:
’’Engang var min veninde og jeg på vej hjem fra karnevallet, da vi møder en gut, som meget hurtigt spørger, om vi vil med op i hans lejlighed. Vi siger pænt nej tak. Han begynder at løbe efter os, og forsøger virkelig at lokke os. Han får fat i min venindes arm, indtil vi får rystet ham af os.’’
Rapport kritiserer lovgivning
Amnesty International har for nyligt udgivet en rapport, som påpeger huller i den danske lovgivning, når det kommer til seksuel vold. Den kritiserer loven for at være indrettet problematisk og gammeldags, således at en stor del af voldtægtsforbrydere ikke bliver dømt. I dag er det kun 2 % af anmeldte voldtægter, der bliver dømt.
Helena Gleesborg Hansen, næstforkvinde for Dansk Kvindesamfund, udtalte i rapporten:
»Danmark er et paradoks, hvad køn angår. Vi har denne her forestilling om, at vi allerede har ligestilling, så vi ikke behøver at tale om det. Så hvis man bringer sexisme og voldtægtskultur på banen, betragtes det som overdrevet«
Amnesty International anbefaler at en ’’bevidstgørelse på alle samfundsniveauer, omfattende seksualundervisning og nedbrydning af stereotyper og myter er altafgørende for at afskaffe ’’voldtægtskulturen’’ og i sidste ende forebygge seksuel vold, herunder voldtægt.’’
Det har ikke været muligt at få en udtalelse fra Nordjyllands Politi og Center for Voldtægtsofre.
Comments